Chr. Rahbeks Logbog

torsdag, maj 02, 2002

Der mangler nu kun ganske få billeder fra turens sidste dage.

Det har desværre ikke været muligt at ændre rækkefølgen på indlæggene her på blogspot, men jeg har lagt en alternativ udgave på http://www.dsr.kvl.dk/~carahbek/logbog.html. Her ligger indlæggene i "rigtig" rækkefølge og det skulle gerne gøre det lidt lettere at hitte rede i forløbet.
posted by Christian 6:24 AM

søndag, april 14, 2002

Så er jeg tilbage i Danmark igen. De sidste par dage i Bolivia gik med busturen tilbage til Santa Cruz og med at få pakket mine ting og det meste af vasketøjet etc. Kirsten følger efter på mandag og så må vi jo nok erkende, at det er ved at være hverdag igen.

Det har på alle måder været en fantastisk tur, og det kommer helt sikkert til at tage et stykke tid at få fordøje alle indtrykkene.

Jeg regner med at kunne lægge billeder ind på de relevante steder en af de allernærmeste dage, samt på et eller andet tidspunkt at ændre rækkefølgen i indlæggene, så de kommer til at ligge i kronologisk rækkefølge.
posted by Christian 2:20 PM

tirsdag, april 09, 2002

Saa er vi saa smaat begyndt den lange og haarde rejse tilbage til den virkelige verden med studier, regninger og alt muligt andet godt. Idag er vi taget fra La Paz til Cochabamba, byen med det evige foraar.
Vi have koebt billet til bussen klokken 8, og vi havde udset os det busselskab, der saa ud til at have de bedste busser. Det viste sig selvfoelgelig, at selvom de skulle have afgange hver time fra klokken 7:00, have vi glemt at tage hoejde for at det var boliviansk tid*. Vi kom derfor foerst afsted klokken 9, og vores idé om at kunne naa at se lidt af Cochabamba her ieftermiddag blev gjort lidt til grin, da vi foerst var fremme et par timer senere end vi havde regnet med. Det skal lige tilfoejes at den straekning vi har koert idag, er en af de faa her ilandet, der rent faktisk er asfalteret hele vejen. Alligevel tog turen paa ca. 350km 7 1/2 time. Heldigvis viste bussen sig at vaere af den bedste standard, landet har at tilbyde og vi havde et fint udsyn fra vores pladser forrest i bussen.

*) Boliviansk tid: Man har en aftale klokken otte og alligevel kommer folk foerst klokken ni eller ti, hvis man er heldig. Eller: Man inviterer gaester til onsdag klokken otte, de kommer torsdag klokken ni og de regner ikke sig for at vaere meget sent paa den.
posted by Christian 3:20 PM

mandag, april 08, 2002

Saa er vi tilbage i La Paz for en kort bemaerkning. I fredags tog vi til Copacabana, der ligger ved Titicaca soeen. Det er en rigtigt dejlig lille by, og saa var vi endda saa heldige at faa et billigt vaerelse med udsigt over soeen. Man kunne godt aerge sig lidt over, at soeen er alt for kold til at bade i, da den ligesom La Paz ligger i knap 4 km hoejde. Loerdag var vi en kort tur ude paa Isla del Sol, der ligger ude i Titicaca soeen. her naade vi at gaa en tur op af nogle trapper konstrueret for mange aar siden. Der var ogsaa terrasser med mange smaa majs- og kartoffelmarker og et udbygget kanalsystem til overrisling. Der var selvfoelgelig ogsaa de allestedenaervaernde eukalyptustraeer, men produktionen af braendeved er formodentlig ogsaa ret hoejt prioriteret.
Efter besoeget paa Isla del Sol tog vi afsted imod Sorata. Der var selvfoelgelig ingen direkte forbindelser mellem de to smaa byer, men turen lod sig heldigvis goere uden problemer eller ventetid af betydning. Undervejs blev vi befordret i en Hi-Ace minibus, og paa et tidspunkt rummede den ikke mindre end femten voksne og tre boern. Dertil kommer to baller sukkerror, fem - seks 25liters spande med en grumset vaeske (den loeb ned af vinduerne) samt selvfoelgelig en haandfuld forskellige byldter og pakker.
I Sorata boede vi i Casa Günther, nu Recidencial Sorata, der tidligere tilhoerte den tyske kinin-grossérfamilie Günther. De er et stort hus med masser af vaerlser med hoejt til loftet, lige ved byens torv, og de to gaardhaver var helt fyldt med blomster. Her kunne vi saa sidde og kigge paa kolibrierne mens vi spiste den fortraeffelige morgenmad med pandekager og honning. Soendag eftermiddag brugte vi paa at gaa de ialt 25 km ud til grotten ved San Pedro og tilbage igen. Det var en dejlig tur, selvom vi noget traette da vi naaede tilbage, og grotten var bestemt et besoeg vaerd. Sorata ligger klemt ind imellem bjergene, saa udsigten var ogsaa helt i saerklasse og lidt Tolkien-agtig - paa en god maade. Det var ogsaa dejligt at gaa og kigge paa de staerkt skraanende majsmarker og de graessende dyr. Desvaerre synes skraent at vaere synonym med losseplads, og det var paa den maade lykkedes folkene i Sorata at faa skaemmet nogle af de smukkeste steder med bjerge af flagrende plastikposer og andet stinkende affald.
posted by Christian 2:31 PM

torsdag, april 04, 2002

Saa er vi naaet til La Paz med tog og bus fra Uyuni. Toget mellem Uyuni og Oruro sneglede sig afsted, men var alligvel 5 timer hurtigere end bussen og samtidigt langt mere komfortabelt.
Vi har indlogeret os paa det meget fine, 2-stjernede (ud af 5) Hotel Milton, ikke at forveksle... Desvaerre ligger det i en gade med mange slagterbutikker og agencias de pollos, kyllingebureauer, og fra dem loeber der en hel del ildelugtende koedsaft ud paa gaden.
Igaar havde vi en stille dag i byen (ondt i maven), og blandt ejendommelighederne i denne by maa naevnes de elefanthueklaedte korps af skopudsere. De ligner en slags krumboejede paramilitaere styrker med meget sorte negle, men efter eget udsagn er huerne for at beskytte dem imod solen, der kan braende haardt i naesten 4 km hoejde. Vi har ogsaa undret os over, hvorfor de mennesker, der iforvejen er daarligt til bens, tilsyneladende alle har valgt at ernaere sig som dragere, nogle med kasser eller pakker i kubikmeterklassen og andre f.eks. med to saekke sukker á 46 kg paa nakken.
Idag har vi vaaret en tur ude at se Tiwanaku-ruinerner, der stammer fra en foer-inkakultur og er Bolivias stoerste arkaeologiske fund. Det var meget interessant at se, men ruinerne var delvist rekonstruerede, og det var ikke helt tydeligt, hvad Tiwanakuerne havede staaet for, og hvad der var velmenende arkaeologers paafund.
posted by Christian 2:09 PM

mandag, april 01, 2002

Den 27. tog vi til Tupiza, en lille by i den sydvestlige del af landet. Det var her Butch Cassidy og the Sundance Kid lavede deres sidste roeverier og moedte deres endeligt. Saa snart vi var staaet op efter en lille lur ovenpaa den natlige bustur til byen, kastede vi os ud i en sight-seeingtur i de omliggende klippelandskaber.
Da Tupiza tilsyneladende ikke havde mere at byde paa, udover ridning ( ..og lugte af hest?), tog vi videre paa et mindre oerkeneventyr. Dermed blev planen om at opleve den katolske fejring af paasken skrinlagt, for siden har vi vaeret udenfor civilisationen. Mange af ekskursionspunkterne har Kirsten ganske vist daekket ved sit tidligere besoeg, men de taaler et gensyn.
I en gammel Toyota har vi sammen med 4 fransk"maend" koert rundt i det maerkelige landskab i Bolivias sydvestlige hjoerne. Her har vi set farvede soeer fyldt med flamingoer, blandt andet en helt groen og en helt roed, vulkaner, klipper og ikke mindst verdens stoerste saltslette. Vi har tygget coca og snappet efter vejret i 5 km hoejde, mens vi vandrede rundt i en 500 aar gammel spoegelsesby, der blev forladt, da minen loeb toer for guld. Vi har set horder af lamaer, sydamerikanske strudse (ñanduer), en slags kaniner med lange haler (vizcachas) samt en lille mus midt ude paa saltsletten. Vi reddede den fra toerstedoeden ved at fange den og tage den med til en "oe" midt i salthavet i Kirstens hat. Genudsaetningen var til stor fortrydelse for den gnavne opsynsmand, der ikke ville have dyr paa sin oe. Vi har dog ingen kvaler over at have indslaebt en mus, for vi saa adskillige eksemplarer af faekalier fra mindre gnavere. Det var aabenlyst, at den mugne mand ikke vidste, hvad han talte om, naar han paastod, at der ikke boede dyr.
Naar vi holdt frokostpause, maatte vi lejlighedsvist springe for stoevskyerne, som lastbiler hvirvlede op fra jordvejene paa vej med mineraler til forarbejdning. Én af dem var saamaend en gammel Volvo (udtales her "Bolvo") fra Roedding! Undervejs har vi boet i hytter lavet af ubraendt ler af meget svingende kvalitet, men i det mindste har vi ikke frosset trods nattefrosten i hoejderne. Vi har ellers haft tid nok til det: De ellers flinke og omgaengelige franskpersoner viste sig at ville gaa i seng saa tidligt som klokken 19.45.
Da turen idag var ved at vaere slut, og vi havde "udforsket" oen paa saltslettet, noed vi en oel. Paa etiketten til oellen "El Inca" lod man forstaa, at denne soede oel var anbefalelsesvaerdig til anaemikere, svagelige og rekonvalecenter. Paa spansk hedder svagelig débil, saa Christian morede sig en stund over at man anbefalede maltoel til mindrebegavede.

Spøgelsesby

Pasa del Diablo, 5000m over havets overflade

Lagt til opløsning i en varm kilde; yderst behageligt!

Kirsten som Andinista

På vej til Laguna Colorada

Høj sol og masser af vind ved Laguna Colorada

Endnu en laguna

På "bagepulvervandring"

Saltudvinding på Salar de Uyuni

Isla de Pescadores

posted by Christian 5:23 PM

tirsdag, marts 26, 2002

Efter at have nydt en stille dag i Tarija igaar, har vi idag vaeret paa vintur. Vi startede med at besoege et stort foretagende der er den foerende producent af Singani, den lokale druebraendevin. Derefter var vi en tur i Concepción, hvor vi saa en lidt mindre men ogsaa meget ambitioes vingaard. Her smagte vi lidt paa deres udgave af singani, samt en udmaerket Cabernet Sauvignon. Det sidste sted, vi besoegte, definerede naermest begrebet "Cottage Industry". Det var hos et midaldrende aegtepar i en lille landsby. De maa vaere kendt for deres gode vin, for der var indrettet en lille og noget intermistisk butik, i hvad der lignede en gammel lade. Der havde de saa en lang raekke af forskellige vinballoner til at staa. Vi blev inviteret indenfor og fik smagsproever paa adskillige af de forskellige produkter, baade roedvin, hvidvin og braendevin. Vi syntes bedst om den hel-soede udgave af moscatel, og besluttede os for at koebe et par flasker. Vinen blev, meget autentisk, haeldt paa brugte flasker og proppet til med brugte propper, og vi slap ialt 24 bs, 30 kr. Flaskerne laekker selvfoelgelig, saa nu haaber vi bare, at vi kan faa dem emballeret forsvarligt, inden vi skal afsted med bus til Tupiza i aften. Vi var afsted med den samme hyggelige guide som i soendags samt et ferierende aegtepar fra La Paz, og sluttede turen af med et par besoeg paa lokale udsigtspunkter.

Cottage Industry

posted by Christian 1:23 PM

søndag, marts 24, 2002

Vi er naaet til Tarija i den sydligste del af Bolivia. Vi kom hertil igaar med Transporte Aereo Militar (TAM), der er det bolivianske forsvars luftfartsselskab. For ca. 350 kr sparede de os for mindst 18 timer i bus paa tvivlsomme veje, og vi fik i stedet en lille times flyvetur i en gammel propelmaskine med plads til ca. 60 passagerer. Piloten havde en pilotjakke med eskadrillemaerker, og den i overigt ganske nydelige stewardesse bar sit hundetegn udenpaa stewardesseuniformen.

Da vi er nede paa omkring 1900 m.o.h. er her dejligt varmt og her er heller ikke naer saa fugtigt som i Santa Cruz. Tarija ligger ret taet paa den Argentinske graense, og der er en tydelig forskel i befolkningen ift. de andre byer, vi har besoegt. Den europaeiske indflydelse er langt tydeligere her, og andelen af folk med rent indianske traek er meget lavere.

Igaar var vi ude for at spise, men desvaerre viste det sig, at den mixed grill, vi bestilte, hovedsageligt bestod af indvolde. Der var ikke rigtigt nogen af os der havde saa meget lyst til tarme eller mave, men vi smagte da paa nyren.

Idag har vi vaeret en tur ude og se noget af oplandet med en lokal guide, og det var en interessant og hyggelig tur.Vi besoegte en lokal frihedshelts hus og koerte derefter rundt og saa paa landskabet. Blandt andet vandrede vi lidt i bjergene, hvor vi ogsaa havde lejlighed til at bade nedenfor et smukt vandfald. Til frokost besoegte vi en overordentligt populaer restaurant, hvor vi indtog et laekkert maaltid. Man skulle maaske have troet noget andet efter synet af Kirstens mad, der udover majs bestod af 2 slags hele, stegte smaafisk samt helstegte krebsdyr, der skulle spises med skal, oejne og rogn.

Vandfald udenfor Tarija

posted by Christian 1:42 PM

fredag, marts 22, 2002

Vi er tilbage i Sucre efter et besoeg i Potosí, verdens hoejest beliggende stoerre by, som belejligt er placeret 3 1/2 time herfra paa god vej. Potosí ligger op og ned af bakker og for at spare lidt paa dieselen slukker micro-chauffoererne motoren, naar de koerer ned ad bakke. Man skulle saa tro at det ville medfoere mindre smog, men de skal jo ogsaa op igen, og sammen med diesel af daarlig kvalitet og noget tvivlsom justering af motorerne, er den positive effekt minimal.
Potosís vartegn, bjerget Cerro Rico, har siden 1500-tallet vaeret en af verdens helt store soelvmineomraader. Idag er soelvet saa godt som sluppet op, men der arbejdes stadig med udhuling af bjerget, nu hovedsageligt for at udvinde zink og bly. I gaar besoegte vi en af de 80 miner, der stadig er i drift. Paa guidens foranledning koebte vi cocablade og dynamit til minearbejderne paa vej derop. Inden vi gik ind i minen fik vi fyldt vand og karbid paa karbidlamperne, og det lykkedes en af de 2 andre turdeltagere at braende et stort hul i den laante regnjakke. Saa laerte hun at skrue lampen ordentligt sammen! Inde i minen kravlede vi rundt i lave gange og vi fik forevist de forskellig mineraler. Paa et sted, der forekom at ligge allerdybest i minen, laa et lille museum. Stakkels anden- og tredjeklasses minearbejdere, der ikke har anden sygeforsikring end donationer til muséet; der kan ikke komme mange gaester. De udstillede genstande omfattede udstyr fra kolonitiden samt djaevlefiguren "Tio Jorge" eller "Onkel Joergen", der burde passe bedre paa med cigaretterne i betragtning af, at man ved fredagsofringerne til ham haelder 95% alkohol paa hans penis. Dette skal sikre frugtbarhed, da onkel Joergen er gift med Pachamama, moder Jord, og mineralerne er deres afkom. Ved disse ofringer gives figuren taendte cigaretter, alkohol og cocablade, og man beder paa quechua om held med arbejdet. Desuden ofres en gang om aaret lamaer, saa onkel Joergen kan spise dem i stedet for minearbejderne.
Idag vendte vi blikket mod den overjordiske guddommelighed. Vi besoegte et museum i et gammelt kloster, og det viste sig at indeholde utallige malerier af utallige helgener saavel som utallige fremstillinger af den lidende Jesus udfoert fortrinsvist af malere af Potosí-skolen, der gaar ind for overdrevne maengder blod og saar. Der var ikke mulighed for at fremskynde besoeget i de iskolde lokaler, for det var en guidet tur. Guiden sluttede ogsaa med at takke for taalmodigheden!

Paa vej tilbage til Sucre maatte vi finde os i at betale 50% mere for busbilletterne. Aarsagen er uklar, formentligt almindelig graadighed hos billetsaelgeren. Foerst hviskede hun med nabo-billetsaelgeren. Derefter forlangte hun dobbelt pris, som vi naegtede at betale. Saa underboed hendes kollega/konkurrent hende med en 50% overpris. Da bussen skulle til at koere maatte vi acceptere at lade os snyde, heldigvis mistede vi kun i alt kr. 12,50.

First Class Miner med mineraler og kinden fyldt med cocablade

Tio Jorge

posted by Christian 3:28 PM

onsdag, marts 20, 2002

Efter en udmattende bustur paa 19 timer kom vi i forgaars her til Sucre, Bolivias konstitutionelle hovedstad.

Busturen fra Santa Cruz til Sucre ville ifoelge busselskaberne tage 13 -14 timer (guidebogen sagde 15 -25), og koste 40 bs, ca. 50 kr. Jeg konstaterede inden afrejsen, til min store tilfredshed, at bussen saa solid ud, havde ca. en halv meters frihoejde og at der var moenster paa daekkene. Saederne var ikke voldsomt komfortable, men der var tilstraekkelig benplads. Frihoejden viste sig senere at vaere ganske velbegrundet.
I loebet af turen blev vi naturligvis ca. 6 timer forsinket. Der var et par mindre problemer med bussen undervejs (jeg tror der var en bremse der haengte) og saa ventede vi ca. en times tid paa at lastbil- og buschauffoerer udbedrede vejen, et sted hvor den var skyllet saa meget vaek, at vi ikke bare kunne koere igennem. Resten var bare "almindelig" forsinkelse; maaske havde busselskabet ikke forudset at der var saa mange skyllerender i vejen.
Vel ankomne her i byen, indlogerede vi os paa et "hostal" i bymidten. I gaar rykkede vi saa lidt laengere vaek fra bymidten, saa nu betaler vi 85 bs. istedet for 100 og har et vaerelse af dansk hotelkvalitet i et roligt kvarter. Vi fik ioevrigt foerst oplyst en pris paa 128 bs, men ved at spoerge efter en lavere pris, fik vi af receptionisten en "precio económico", der ikke inkluderer brug af garage, morgenmad eller regning (!). Man maa studse over, at et hotel med blankpolerede stengulve anvender fuldsyntetiske sengetaepper med f.eks. 2 pandaer i de svenske farver.
Vi har ogsaa kigget lidt paa byen, der er en rigtig hyggelig lille "storby" med ca. 100.000 indbyggere, naesten udelukkende kolonitidsbygninger og et rigtigt behageligt klima. I gaar saa vi et museum med en arkaeologisk samling (fyldt med mumier og deformerede kranier), en etnografisk samling og en samling af boliviansk kunst. Den ligger i knap 3000 meters hoejde, og det kan allerede maerkes, hvis vi haster op ad bakkerne. Forhaabentlig er de 3 dage her tilstraekkelig opvarmning til at undgaa de vaerste gener, naar vi i morgen kommer 1200 meter hoejere op i Potosí.
Vi tager primaert til Potosí for at se en af de soelvminer, der gjorde byen til den stoerste paa det sydamerikanske kontinent engang i 1800-tallet, men ogsaa denne by har mange hyggelige gader og smukke bygninger fra kolonitiden.

Prefækturbygningen ved Plaza Central i Sucre: La union es la fuerza

posted by Christian 7:53 AM

søndag, marts 17, 2002

Efter at have haft et par stille dage i loebet af ugen, hvor Kirsten dog endelig fik fat i en CD med data til hendes speciale, har vi vaeret lidt udenfor byen, naermere bestemt toemmerkoncessionen La Chonta. Det er herfra Kirstens data stammer, og det var selvfoelgelig meget spaendende at se, hvad det var for et omraade.
Roberto og Ina fra toemmerfirmaet hentede os paa universitet fredag morgen, og derefter koerte vi de ca. 300 km ad asfaltveje til den lille by Asención de Guarayos. Undervejs til Asención krydsede vi floden med det ret beskrivende navn Rio Grande, vha. af en solid, fladbundet pram og en lille aeblekasselignende baad med paahaengsmotor. Efter at have koert de sidste ca. 35 km ad ret daarlige grusveje, naaede vi efter 6 timer (incl. et frokoststop) til La Chonta. Blandt andre interessante syn undervejs var en familie paa 4 personer paa én lille motorcykel medbringende baade indkoebsposer og en cykel. Efter en forfriskning og en kort introduktion til firmaet og koncessionen paa kontoret, koerte vi en tur i skoven, og her fik vi bl.a. demonsteret, hvorledes kortlaegningen og nummereringen af de traer, der skal hugges, foregaar. Denne process er, sammen med en hel del andre, noedvendig for at opfylde kravene til FSC-certificeringen, der dokumenterer, at traeet er hugget paa baeredygtig vis. Det virkede som om der var styr paa sagerne, og som om hugst og udslaebning blev gennemfoert nogenlunde skaansomt. Det vaesentligste ankepunkt maa vaere, at man endnu ikke har nogen klar fornemmelse af, hvor stor tilvaerksten er, hverken paa enkelttrae- eller arealniveau. Vi hilste ogsaa paa skovarbejderne, der overnatter i skoven under blaa presseninger, mens hugsten staar paa. Vi havde ogsaa rig muglighed for at maerke fornemmelsen af den tropiske skov med alle sanser, og for at nyde traeer med enorme braedtroedder, lianer, palmer, bregner, orkidéer, piftende fugle, adskellige slags bidende insekter samt indtil flere Caterpillar 518 cable skidders.
Inden vi koerte den lange og mudrede vej tilbage til koncessionskontoret og det hus vi skulle overnatte i, besoegte vi en flok forskere paa en feltstation, og vi naaede da ogsaa lige at bliver glade for at camioneta'en (en Nissan pickup) havde firehjulstraek.
Loerdag morgen var vi ude at se savvaerket paa La Chonta, der i ret store traek lignede et dansk savvaerk, dog med en noget mindre foelelse af effektivitet. Efter at have hilst af med et utal af mennesker var vi lige en tur inde hos naboen for at gratulere ham med nedlaeggelsen af en paent stor jaguar. Der var noget snak om at den skulle have generet hans brahmakoeer, men jeg tror mest at det var for at retfaerdiggoere jagten paa den af Washingtonkonventionen omfattede art.
Paa vej ud fra La Chonta var jeg saa heldig at se en kaiman, en lille krokodille, fra bilen, men vi naaede desvaerre ikke at faa et billede af den. Efter at have koert et kort stykke samlede vi to flokke folk op, der gerne ville have et lift ind til Acención, og vi befordrede saaledes ikke mindre end ti voksne og fire boern (os selv inkl.) paa en almindelig Dual-cab pickup.
Vi saa ogsaa mennonitter paa loedagstur i hestevogne. Mennoitterne er en religioes sekt fra Holland, der via Canada og Belize er havnet her i Bolivia. De anvender ikke moderne teknik, og maendene gaar i nystroegne, moerke overalls og cowboyhatte, mens konerne gaar i "det lille hus paa praerien"-kjoler og kyser eller hatte.

I eftermiddag forlader vi Santa Cruz og i foerste omgang tager vi til Sucre.
posted by Christian 7:52 AM

mandag, marts 11, 2002

Jeg har nu haft lejlighed til at se lidt naermere paa Santa Cruz og det er en meget spaendende by. Her er et leben uden videre og siden jeg imorgen fulgte Kirsten til bussen har jeg vandret rundt i byen og set alle mulige butikker og boder med majs og hundemad og guldure og vaerktoej og kanariefugle og stort set alt andet imellem himmel og jord. Ind imellem ligger der et utal af billige restaurenter, skomagere og advokatkontorer. Det eneste der har vaeret umuligt at finde var et moentvaskeri, saa jeg har slaebt vores vasketoej med byen rundt. Til sidst lykkedes det dog at finde et renseri hvor de indvilligede vaske vores cowboybukser, til priser der tilsyneladende ligger noget over det generelle prisniveau hernede. Vi vasker det meste af vores toej i haanden, men da her er meget fugtigt er det ikke til at faa toerret toejet paa hotelvaerelset, og cowboybukserne er selvfoelgelig de langsomste til at toerre.

Det gaar lige saa stille fremad med det spanske, men det er endnu for tidligt at sige om jeg nogensinde kommer til at kunne andet og mere end "Dos Paceñas grande, por farvor" og "¿Hay un baño aqui?".

Vi ved endnu ikke hvor lang tid vi bliver her i Santa Cruz, det afhaenger selvfoelgelig af hvordan det kommer til at gaa med at faa skaffet data til Kirstens speciale, men her efter kommer turen nok til at gaa via Cochabamba op mod Alti Plano.

Tukan i Santa Cruz Zoo

posted by Christian 7:44 AM

lørdag, marts 09, 2002

Så er jeg vel ankommet til Santa Cruz. Rejsen var stort set problemfri, men det er jo altid lidt hårdt at være så længe undervejs. Igår var vi en tur ude på universitet hvor FOMABO-projektet har kontor, og jeg så, hvor Kirsten indtil nu har siddet og arbejdet.

Vi bor på et rimeligt godt hotel i centrum af Santa Cruz, det ligger lige ved siden af byens katedral og Plaza 24 septiembre. Værelset har en udmærket standard, selvom vægene på badeværelset er noget beskidte af støv fra vejene. Værelset har også muret inventar, ikke kun skabe, men også bordet, sengen, lampen og spejlene.

Vi har også taget et kig på byen og her er selvføglelig meget anderledes end i Danmark. Det meste byggeri er gamle huse i et eller to plan, men her er også flotte kolonitidsbygninger og nogle moderne kontorbygninger i glas og stål.

Santa Cruz er den mest moderne og velhavende by i Bolivia, men man mindes alligevel om at det er et u-land, når der er sovende børn og tiggere på mange gader.

Der kører i gennem hele Santa Cruz og omegn et mylder af små busser, de såkaldte Micros, og med dem er det ret let at komme rundt i byen. Det koster 1,50 Bs (ca. 2kr.) at komme med, og så er det iøvrigt lige meget hvor langt eller kort man vil køre med. De er tit meget fyldte og i noget svingende mekanisk stand, og det er heller ikke sikkert at småting, som f.eks. døren eller koblingen, virker helt efter hensigten. De kører heldigvis ikke så stærkt, og selvom der bliver dyttet meget, og trafikregulering tilsyneladende betragtes som en slags anbefaling, ser det ud som om bilisterne generelt tager hensyn til hinanden og, dog i noget mindre grad, til fodgængerne.

Vejret har indtil nu været fint med et par enkelte byger og 25 - 30 graders fugtig varme. Der er heldigvis air-con på værelset, så de varme nætter er også til at holde ud.

Og så er det jo, ganske som forventet, helt vidunderligt at være sammen med Kirsten igen.

Kirsten på vej til universitetet

posted by Christian 6:42 AM

tirsdag, marts 05, 2002

Så er rygsækken pakket og pas, penge og billet er lagt frem. Imorgen eftermiddag skal jeg så lige en tur til FSL i Hørsholm og kigge lidt på det datasæt jeg skal arbejde med når jeg komme hjem. Jeg skal være i lufthavnen ved sekstiden, men hvis eller ikke HT gør for mange knuder skulle det heller ikke være noget problem.

Jeg glæder mig selvfølgelig mest af alt til at se Kirsten igen og jeg er sikker på at vi nok skal få set og oplevet en helt masse.

posted by Christian 2:25 PM

fredag, februar 22, 2002

Nu skal jeg jo snart afsted til Bolivia for at besøge Kirsten, og jeg vil i den forbindelse prøve at skrive en lille rejsejournal her.

Jeg håber selvfølge på at kunne bringe alle slags historier og oplevelser fra dette spændende og anderledes land, men det afhænger selvfølgelig af følgende faktorer:

1. Jeg oplever noget spændende
2. Der er adgang til internettet
3. Jeg kan tage mig sammen til at skrive

Der er jo alle muligheder for at det løber ud i sandet, men det ville da være morsomt hvis det kunne komme til at virke.

Inden jeg skal afsted skulle jeg gerne have min specialeaftale på plads. Jeg skal arbejde med stormfald i rødgran og jeg regner med at kunne være færdig engang iløbet af efteråret.

Indtil jeg har billeder fra Bolivia må dette, fra vores fantastiske studietur til New Zealand, kunne gøre det:

På vej til Lane Cove

Et par links skal der da også være:

CIA World Factbook: Bolivia
Boliviaweb

posted by Christian 7:52 AM